Disse dage, taler med en ven, der er en psykolog, jeg satte spørgsmålstegn ved, at mange børn behandle syge forældre hjemme, mens på gaden, har en høflig adfærd, bliver næret og agtet mennesker. Han fortalte mig, at børn er grumpy om deres forældre, fordi de er sikre på, at de vil blive tilgivet dem. Og det forklarede mig meget. Jeg forstod, at der er mennesker, der ved, at de vil blive tilgivet, og derfor begår fejl, der gør os ondt uden at måle konsekvenserne. Jeg tror frygten for, at vi kan miste den anden er det, der gør os opmærksomme på behovet for at behandle det godt, regarmos af de relationer, vi er specielle, med kærlighed og omsorg. Fordi vi ender med at glemme, hvad der allerede er sædvanligt, sætter vi automatisk i alt det, der allerede er en sikkerhed i vores liv. Uheldigvis overleverer kærlighed og menneskelig interaktion ikke automatisk.
Jeg begyndte også at reflektere over den kompleksitet, som tilgivelse bærer. At tilgive er nødvendig, fordi vægten forlader os, så vi ser mere tydeligt på fakta såvel som vores rolle i alt, hvad der skete. Selv om der er situationer, at tilgive, vil være yderst vanskeligt, sådan smerte, der vil tage os, tilgivelse er nødt til at ske, fordi vi er nødt til at gå væk med noget mere end den gave, der skader os, og skulle være tilbage der - langt nul, med den aldrig igen. Folk, der kender de vil blive tilgivet har noget incitament til at ændrefaktum er, at
tilgive alle de andres fejltagelser aldrig vil gøre ham genoverveje, hvordan skuespil kommer
, hvilket gør ham en person, der ikke ændrer sig.
I sikkerhed for at du altid vil blive tilgivet, har du et gratis pas i dine hænder for at fortsætte med at leve som du vil uden at tænke på nogen anden. Det er derfor, at tilgivelse ikke tvinger os til at fortsætte med at holde den anden i vores liv, men beroliger os i de beslutninger, vi vil træffe vedrørende, hvem der gør ondt. Mange glemmer at der er mennesker ved siden af, mens de ser fremad uden at huske at holde hænder med det, der allerede er kærlighed i virkeligheden.Hvis vi ender med at tilgive alle, altid, der adskiller os, mere og mere af os selv
for kun da prioritere den anden, kvælende hvad vi er, og vi føler behov for at holde omkring, hvem der skal forsvinde fra os. Tilgivelse er god, tilgivelse er afgørende, for farvel, da vil det, selvom det giver, blive lettere og renere.
