Ordrapporten kommer fra den franske rapport og betyder bogstaveligt talt at tage noget til gengæld. Hvis vi fokuserer på kommunikationen mellem to personer, henviser det til, hvilken en person sender til den anden, og denne returnerer den. I enklere ord, rapport refererer til forbindelsen mellem to eller flere mennesker, den psykologiske og følelsesmæssige melodi der er nødvendig for ændringer, der kan forekomme i nogen af siderne.
Rapport er et af de vigtigste spørgsmål i terapi og ignoreres ofte. Det skønnes, at mange af succeserne i psykologiske behandlinger skyldes en god terapeutisk alliance eller god rapport mellem terapeut og patient.
Skolen, den tidligere psykologiske evaluering eller de teknikker, der trædes i praksis under behandlingen, er yderst vigtige til behandling af patienten. Det er imidlertid ikke mindre vigtigt at etablere et godt forhold til patienten, således at patienten fuldt ud er afhængig af terapeuten og føler sig motiveret til at møde behandlingen. Det er nytteløst at alle andre, medmindre vi har en
følelse med vores patient, da dette vil have en negativ effekt på andre variabler: den person vil undlade at deltage terapi, vil ikke forpligte sig til de opgaver mellem sessioner vil ikke være motiveret til at opnå ændringen og vil heller ikke tro, hvad vi foreslår eller angiver som en strategi. Så når vi taler om terapeutisk rapport henvises til gensidig forståelse, samarbejde attitude og empati er nødvendige for to personer til at løse et fælles problem og opnå de ønskede mål.
Dette er et terapeutisk element så relevant i dag, hvad der undervises på fremtidige terapeuter på universiteter og selv der er specialiserede kurser for at træne de mest forskellige fagfolk, især sundhedspersonale, som vil komme i kontakt med mennesker med problemer skal løses i partnerskab. Oprindelser af rapport
Den terapeutiske alliance eller rapport blev udviklet gennem hele det tyvende århundrede. Den allerede kendte psykoanalytiker Freud, i hans arbejde 1912 Dynamikker overførsel, foreslog, at psykoanalytiker var interesseret og sympatisk holdning til sin patient: målet med denne "strategi", var, at den sunde del til at etablere et positivt forhold til analytiker.
Freud definerede i sine tidlige skrifter patientens kærlighed til terapeuten som en gavnlig og positiv form for overførsel.
Vi skal huske, at for psykoanalyse overførslen er den psykiske funktion ved hvor kunden overfører sine tanker og ubevidste følelser til den anden person, i dette tilfælde for terapeuten. Dette overførselsmæssige aspekt ville fremme tillid, accept og troværdighed i terapeutens fortolkninger som forklaret ovenfor. Det blev dog senere fundet, at var ikke overdragelsen, der blev fortolket som en generator af tillid og et klima af gensidig samarbejde mellem den professionelle og klienten, fordi nogle gange kan opstå nogle misforståelser i forholdet, og det var ikke på nogen måde , positiv.
var Zetzel som derefter differentierede overførslen af det terapeutiske alliance, hvilket antyder, at alliancen ikke var neurotisk del af forholdet, hvilket gjorde den indsigt eller assimilation af det terapeutiske udveksling.
DelSenere blev begrebet rapport eller alliance indarbejdet af de fleste terapeutiske skoler og fjernede sig fra overførselslæsningen præsenteret af den psykoanalytiske kontekst. Ifølge Rogers, faderen til humanistisk skole sammen med Abraham Maslow, skal der lægges særlig vægt på kvaliteten af patient-patientforholdet. Rogers foreslog derefter
Tre grundlæggende egenskaber, som terapeuten skal have: ægthed, ubetinget patient accept og empatisk forståelse. Ifølge ham, er chancerne for fremskridt terapi afhænger mindre terapeut personlighed og holdninger end af, hvordan disse karakteristika blev følt af patienten i det terapeutiske forhold. For denne fortolkning er positiv, er det afgørende, at patienten føler sig forstået (at der er empati) og accepteret betingelsesløst.
Efterfølgende beskrev Bordin i 1970'erne de fælles egenskaber, der skulle eksistere i det terapeutiske forhold i alle skoler. Denne forfatter identificerede tre komponenter, der udgør rapport: aftale om opgaver, positiv vedhæftning og aftale med mål.
Teknikker til udvikling af god rapport De to grundlæggende søjler, som rapporten for øjeblikket bygger på, er tillid og væskekommunikation. Når vi taler om fluidforbindelse vi mener ikke, at det skal være symmetrisk, men det
det vigtigste er, at terapeuten og klienten til at forstå på alle niveauer: verbale og nonverbale. Kommunikation skal faktisk være asymmetrisk, hvor patienten er mere involveret end terapeuten. Nogle teknikker, der har vist sig at være effektive til etablering af god rapport er:
Aktiv lytning Dette er en simpel a priori-teknik, men i mange situationer er det svært at udføre.
Det er at lytte til, hvad patienten ønsker at fortælle uden at afbryde, disponeret for ikke gøre nogen værdidom
men viser med fagter og udtryk, som vi er ved din side, lytter opmærksomt, at forstå, hvad han ønsker at formidle til os og etablere empati med dine følelser.
Resceptivitet For god rapport er det yderst vigtigt, at terapeuten er modtagelig for sin klient. En professionel kan kende mange teknikker og samle stor viden, ud over at have stor erfaring. Men hvis du ikke er modtagelig for din patient, vil alt andet ikke være af stor værdi.Som vi forklarede før, vil personen ikke være i stand til at stole på sin terapeut, vil ikke åbne op med ham, og derfor vil meget information udelades. Desuden vil den manglende tillid passere direkte ind i patientens grad af engagement i terapi: en lav tillid vil øge chancerne for, at patienten ikke udføre de opgaver, som terapeuten foreslår ud af høringen.
Vi burde tænke på, at vi har at gøre med en person, der lider et vitalt eller følelsesmæssigt problem, så kulden slet ikke hjælper. For at fremme empati og accept af, hvad Rogers talte om, skal man være modtagelig.
Del Empati
Det er indlysende at sætte dig selv i sko til den person, vi beskæftiger os med, er afgørende, hvis vi skal hjælpe hende. Det er ligegyldigt, om vores patient er en person, der lider af en affektiv lidelse eller er kriminel.
Hvis vi skal håndtere ham, bør vi se verden fra hans øjneselv når vi ikke deler hans følelser eller tror, at hans handlinger har ret. Kun ved at have empati vil vi opbygge tillid, så vi kan hjælpe den person.
Etablering af tillid
Som vi allerede har nævnt, for fremtiden for terapi er det meget positivt, at patienten føler sig tryg og rolig, når han deltager i sessioner. For at skabe tillid udover alt, hvad vi lige har sagt, bør vi være overbevisende og frem for alt synes overbevisende. Man skal indse, at vi er professionelle, veluddannede og opdateret, og hvis ikke, så på en eller anden måde, vi vil bestræbe sig på at give den hurtigst mulige respons, er på vej til en anden professionel eller informere os bedre på dette aspekt i særdeleshed. På denne måde vil patienten tro på, at vi kan hjælpe ham.Find fælles punkter
Dette punkt refererer til
skal fokusere opmærksomheden på udøvelsen af fælles interesser. I dette tilfælde at lede os til det terapeutiske mål, der blev foreslået i begyndelsen af klienten. Det er vigtigt ikke at afvige fra temaet og ende med at tale om fælles punkter, men det har intet at gøre med vores mål. Hvis vi gør dette, mister vi tid i sessionen, og i slutningen vil forholdet ophøre med at være asymmetrisk, kundesagkyndig, et aspekt, der ikke anbefales i terapi.
Det er dog aldrig for meget at være fleksibel og skabe en afslappet atmosfære i sessionen, hvor du kan kommentere ting ud af målene, men vær altid forsigtig med ikke at lave den fejl, vi netop sagde.
Del
Konsistens mellem verbalt og ikke-verbalt sprog Vi bør forsøge at være forsigtige, når vi kommunikerer med vores patient, fordi vi ofte kan sige noget, der kan virke uforeneligt med vores udtryk eller vores gestus. Samhørigheden mellem verbalt og ikke-verbalt sprog er grundlæggende i det terapeutiske forhold, for uden det ville der ikke være nogen mulighed for at skabe et klima af tillid og samarbejde, som vi taler om.
Når der er en modsigelse mellem det, vi siger og vores holdning eller udtryk, er den anden, der rent faktisk er den mest troværdige, da ikke-verbalt sprog fungerer på et mere ubevidst niveau end verbalt.Del
Det er derfor nødvendigt, som Rogers hævdede, at forblive autentisk og sandfærdig med vores patient. Altid opmærksom på former og opretholdelse af modtagelighed, accept og empati, men uden at skabe uoverensstemmelser mellem vores verbale og ikke-verbale sprog, når vi udtrykker os selv med vores patient.
Hvad skal man gøre, når denne "følelse" ikke sker? Selv om alle disse teknikker kan virke lidt sund fornuft, er sandheden, at de ikke er nemme at sætte i praksis, når de står over for en patient i en høring: Terapeuten er også et menneske med egne værdier, følelser,
osv., Og det er ofte nødvendigt at forlade nogle ting uden behandling for hendes fremgang.Selv med alt dette kan det ske, at vi ikke skaber et godt forhold til kunden, og vi bør ikke blive skuffet over det.
Ligesom i uformelle forhold kan det ske, at vi ikke har en god
følelse med nogen, det kan også ske i det terapeutiske forhold, selv ved at bruge alle vores bestræbelser, så det ikke sker. I denne sag er den mest ærlige og fornuftige måde at "henvise patienten til en anden professionel" med hvem han kan udvikle en bedre terapeutisk alliance og fortsætte sin personlige vækst. På denne måde vil ingen af partierne spilde sin tid og fremskridt i det der virkelig betyder noget: patientens genopretning. Bibliografiske referencer:
Rogers, C. (1951). Kundecentreret psykoterapi. Buenos Aires: Editorial Paidós. Corbellá, S., Botella, L. (2003). Den terapeutiske alliance: historie, forskning og evaluering. Publikationstjeneste ved universitetet i Murcia. ISSN: 0212-9728 Freud, A. (1936). Egoet og forsvarsmekanismerne. Wien: Int. Psychoanal. Verlag.